Jeg må jo være sindssyg

Hvem kan finde på at sige et job op i disse krisetider? Et velbetalt, ikke kriseramt job? Med gode, søde kolleger? (Hvoraf én endda er én jeg godt kunne blive varm på, hvis hun altså ikke var gift?) Med et rimeligt meningsfuldt indhold? Med perfekt beliggenhed? Med det bedste fra det private og det offentlige blandet sammen? Et job som på alle mulige måder faktisk var mit ønskejob?

Well... det kan jeg åbenbart. Jeg har sagt det op i dag, gældende fra om et par måneder... uden egentligt at ane hvad jeg så skal lave.

Vanvid!

Den lidt længere historie er tildels min depression fra i foråret, som jeg fik et mindre tilbagefald a i sidste uge. Og de erkendelser jeg nåede til der.

Sandheden er nemlig, at hvor jobbet måske på mange måder var perfekt for mig, var jeg det ikke for jobbet - i øjeblikket. Og det er medvirkende til at køre mig ned. Og jeg har sgu en ret høj moral et sted, så selvom jeg godt kunne blive ved at køre på frihjul længe endnu, er det ikke noget min psyke eller samvittighed holder til.

For jeg - som jeg altid har regnet som en af de bedste programmører i Danmark, og med en helvedes masse erfaring - kan ikke finde lysten til at sætte 2 linier kode sammen. I øjeblikket. Og det er vidst ikke ukendt i min branche, og jeg har mærket det før, men har altid fået lysten tilbage - ihvertfald i perioder som langt opvejede den del hvor jeg ikke lavede noget.

Ikke sådan dennegang. Fuck, jeg kan let fake det, og gå og lade som om jeg laver en hel masse, og i virkeligheden ville ikke mange ane om det var svære opgaver, eller der var andre problemer. Men problemet er mig.

Så nu har jeg taget konsekvensen. Jeg er så i a-kasse nu, en luksus jeg ikke har prøvet før, hvilket jo vil betyde at jeg ikke behøver gå fra hus & hjem.

Men jeg er nødt til at genoverveje mig selv: kan jeg finde gnisten & lysten til at kode igen? Eller skal jeg gå efter en mere overordnet / designmæssig stilling, som er den vej mange går? Eller måske koncentrere mig mere om databaser? Eller måske prøve at satse på det mine lyster i virkeligheden går mere på i øjeblikket: skrivningen og dansen - den anden hjernehalvdel?

Svaret flagrer i vinden. Og jeg tror nok at dette er en beslutning jeg på et tidspunkt kommer til at fortryde. Men det var, da det først gik op for mig, ikke en beslutning, men en nødvendighed. Det var virkelig kun et spørgsmål om tid - og så hellere få en afklaring hurtigst muligt, og en venskabelig ordning med jobbet, så ingen føler den anden part er blevet udnyttet.

Og det sidste føler jeg ihvertfald jeg har opnået. Men lidt nervøs & spændt på hvad fremtiden vil bringe, og hvad jeg vil finde på, må jeg klart tilstå jeg er.

Tweet

Ceterum censeo Facebook esse delendam.