Watching the Watchmen

Der kommer en film baseret på tegneserien Watchmen om en uges tid. Og det er en god ting.

For hvad enten filmen er god eller dårlig, fik den henledt min opmærksomhed på dette mesterværk indenfor Graphic Novel genren, som jeg indtil nu har været uvidende omkring. Lykkeligt uvidende, kan man næsten sige, for som folkene i Fantask talte om da jeg købte den, misundte de dem der skulle læse disse mesterværker for første gang.

Jeg tror nu dog også man kan finde andre glæder i at læse dem senere.

En af grundende til jeg ikke har læst den da den kom frem - den er fra 1985, og da var jeg ret meget på amerikanske tegneserier - er at den er udgivet på DC, og jeg har altid mest været Marvel-mand, hvad angår superhelte.

Men den her indgår ikke i noget "univers", så hvor den er udkommet er totalt ligegyldig.

Vi følger, i ufatteligt mange historier og sidehistorier, to generationer af "super" helte. Super i gåseøjne, for de har ikke nogen superkræfter (bortset fra en enkelt, han er tilgengæld en gud...), de har blot valgt at iklæde sig kostumerne, tildels for at bekæmpe kriminalitet - men vel også for spændingen og opmærksomhedens skyld. (Det sidste lyder bekendt et eller andet sted - hvor har Leoparddrengen hørt om det før??)

Fra at handle om opklaringen af et tilsyneladende tilfældigt mord, ender den med at handle om verdens frelse eller fortabelse. Udover at gå igennem et parallel-tids USA fra 30'erne til 1985, foregår selve hovedhistorien i 1985 - fantastisk at få smækket op i sylten igen; for den skræk der gennemsyrer historien for atomkrig husker jeg ganske tydeligt, og i årene 1983-1985 føltes det ikke som et spørgsmål om der ville komme en sådan, men hvornår og hvordan den ville bryde ud. Først ca et år efter Gorbatjov kom til i Sovjet begyndte gemytterne at dæmpe sig.

Men i denne alternative verden er Nixon stadig præsident - for med heltenes hjælp vandt USA Vietnamkrigen og Watergate blev forhindret - Sovjet går ind i Afghanistan, og vi venter blot på der bliver trykket på den røde knap.

Så mens uret langsomt tæller ned til midnat, er vores fastelavnshelt Rorschach (helt? manden er psykotisk morder!) i færd med at undersøge hvem der tilsyneladende er ude på at slå hans gamle klubvenner ihjel - og det finder han da også ud af, men først efter at have gennemgået en del sammen med sit gamle sidekick, Nite Owl, som også er trukket i fastelavnstøjet igen. Undervejs har vi så også lige været et smuttur på Mars og Antarktis, samt fået fortalt nogle dystre, halve pirathistorier.

Der er stort set ikke noget action i bogen, så hvordan man har tænkt sig at lave den om til en slå-på-tæven film er jeg spændt på at se. Men den kan ihvertfald på det varmeste anbefales, ikke mindst for sine mange sidehistorier. Den er skrevet af Alan Moore, som også er manden bag V for Vendetta, hvis filmatisering jeg anmeldte for nogle uger siden. Alan Moore er efter sigende stærkt imod at bogen er blevet filmatiseret, men det har han åbenbart ikke haft så meget at sige i forhold til...

Iøvrigt er der også kommet et computerspil baseret på filmen/historien, lavet af danske Deadline Games. Det har jeg nu ikke prøvet endnu.

Og slutter lige med en video som meget godt beskriver stemningen fra dengang, Frankie Goes To Hollywoods Two Tribes, med en Reagan og Tjernenko lookalike i kløerne på hinanden.

Tweet

Ceterum censeo Facebook esse delendam.